Derfor

.. sorterer vi også

Affaldssortering er blevet et fælles mål for vores samfund: Vi skal genanvende halvdelen af vores affald i 2020 – læs mere om ressourceplanen her. Derfor skal vi også til at sortere mere i Lyngby-Taarbæk. Der er rigtig god mening i at sortere affald. Kostbare ressourcer ligger gemt i vores daglige affald, og bruger vi de ressourcer igen, kan det blive til nye ting, som vi har glæde af i vores hverdag – se mere om genanvendelse her.

Vi vil gerne have metal – for eksempel aluminium

I Danmark afleverer vi hvert år en milliard øl- og sodavandsdåser og flasker i landets flaskeautomater. Dåserne alene kan nå halvanden gang rundt om jorden, hvis de bliver lagt på rad og række. Hvert år bliver 13.500 tons aluminium sendt til forbrænding. Det kunne være blevet til fem millioner nye cykelstel i stedet for.

Vi sorterer også plast

Der går to kg olie til at producere et kg ren plast. I Danmark bruger vi hvert år 155.000 tons plast til emballage. En hurtig udregning fortæller, at det koster 310.000.000 kg olie. Og det er meget. Derfor er der god mening i at genbruge plast – både den bløde og den hårde.

Flasker bliver til nyt glas

Hele flasker bliver sorteret fra det øvrige glasaffald i op til 120 forskellige typer glas. Flaskerne skylles og sendes videre til vinproducenter, der kan genbruge dem op til 15 gange. Størstedelen af danskernes glasforbrug er fra vin- og spiritusflasker, nemlig 80%, så der er rigtig meget energi sparet ved at sortere glasflasker fra.

… og selvfølgelig sorterer vi papir!

Papir er lavet af cellulosefibre, som vi udvinder af træ. Fibrene kan genbruges tre til syv gange til at lave nyt papir af. Hvis der er meget tryksværte på papiret, kan det ikke blive til nyt, hvidt papir. Det bliver i stedet brugt til æggebakker eller anden emballage. Til sidst ender papirfibrene i cement. Så papir har en lang livscyklus. Derfor er der sund fornuft i også at sortere papir.

Den nye affaldsordning er frivillig. Har du ikke plads eller lyst til at sortere dit affald, kan du framelde dig ordningen. Du vil dog stadig komme til at betale den samme takst.

Har du spørgsmål, kommentarer eller bare gode idéer, hører vi rigtig gerne fra dig! Skriv til forsyning@ltf.dk.

 

15544 Info 1_lille boks