Adgangsvejen til din beholder

Vi vil gøre det nemt for dig

Vi henter gerne din nye beholder lige dér, hvor du vil have den stående – og vi stiller den på plads igen, så du nemt kan sortere dit affald i en travl hverdag.

For at skraldemanden kan have de rigtige arbejdsforhold, når han henter din affaldsbeholder, er der et par ting, du skal være opmærksom på. Hvis de ting er i orden, kan du måske ligefrem høre din skraldemand fløjte til arbejdet!

Beholderen skal kunne trilles frem og tilbage

Der må ikke være mere end 10% stigning (10 cm pr. meter) og ingen bump, trapper eller trin på vejen, der gør, at han ikke kan køre med beholderen.

Din adgangsvej til beholderen skal bestå af et jævnt og fast underlag som for eksempel fliser, asfalt eller beton. Der må ikke være perlesten eller grus.

Vejen skal gerne være mindst 1 meter bred og have et fast underlag, og der skal være en frihøjde på mindst 2 meter hele vejen, så skraldemanden ikke støder hovedet.

Har du en havelåge, skal den kunne stå åben af sig selv, når skraldemanden skal ud og ind med din beholder.

Hvis disse forhold ikke er opfyldt, kan vi godt hente dit affald alligevel. Men så skal du inden kl. 7 på tømningsdagen trille den ud til vejen eller frem til et sted på din grund, hvor adgangsvejen lever op til disse krav.

 

15623 Lille infobok_glas